Forskelle mellem marmor og kalksten

Kalksten er visuelt smukke natursten, der normalt er lyse i farven og har karakteristiske stærke strukturvariationer. Den natursten, der udvindes fra stenbruddet, forarbejdes til fliser, terrasseplader, mursten eller andre produkter og finder derefter vej ind i hjemmet.

Hvordan kan kalksten skelnes fra andre sten? Forskellene mellem kalksten og andre natursten ligger i sammensætningen. Den sedimentære sten består hovedsageligt af mineralerne calcit (kalcit) og aragonit. Forskellige mineraler er tilsat i mere eller mindre varierende forhold og giver kalkstenen dens farve. Typiske farver på kalkstenstyper er cremede beige eller brune nuancer. Lyse kalksten i en homogen farve, såsom Cleopatra Light-kalksten, er meget populære. Mindre almindelige er rødlige, grå eller sorte kalkstensfarver. Kalksten dannes ved kemisk udfældning af calcit (kalkudfældning) eller ved kalk produceret af organismer.

Bemærk: Afhængigt af mineralsammensætningen eller dannelsen får kalksten andre, mere specifikke navne: For eksempel kaldes en kalksten med et højt indhold af dolomit blot for "dolomit". Kalkstenstuff er på den anden side normalt en beigefarvet kalksten, der blev dannet som kildekalksten i ferskvand. Det er en forholdsvis porøs og ung bjergart, som er udbredt i Baden-Württemberg. Fossiliserede, overvejende kalkholdige aflejringer, der senere er størknet, kaldes skalkalksten.

Marmor er en metamorf bjergart. Den ofte lyse og skinnende marmor blev dannet af kalksten, som blev tvunget til at omkrystallisere af tryk og varme i jordens indre. Efter omdannelsen fra kalksten til marmor er den resulterende marmor noget lysere i farven, hårdere og tættere end kalksten. Egenskaberne, som f.eks. krystalstrukturen, gør marmor mere modstandsdygtig over for vejrliget. De praktiske fordele er derfor klare: Alle, der har brug for en hård, tæt og vejrbestandig natursten, er godt tjent med marmor. Den tåler kun sure rengøringsmidler mindre godt, ligesom andre kalksten.

Hvis man vil være helt præcis, ved man, at kalksten består af calcit og aragonit, mens marmor består af dolomit (som også indeholder magnesium) foruden calcit i nogle typer. Den velkendte hvide Thassos-marmor er f.eks. en dolomitmarmor.

I modsætning til kalksten er marmor ikke så almindeligt og er derfor normalt dyrere end kalksten, især den velkendte Carrara-marmor fra Italien. En pålidelig måde at genkende og skelne marmor på er at se på det i tværsnit, for i modsætning til kalksten har marmor en sukkeragtig, glitrende struktur, mens kalksten har et mere mat udseende. Glansen på marmoroverfladen forstærkes af en polering, som du kan se på billedet.

Bemærk: Navne kan være misvisende: Jura-marmor er f.eks. ikke marmor, men en kalksten, der brydes i de frankiske Jurabjerge i Bayern.

Også her er det navnet, der skaber forvirring, da antik marmor kan være en marmor, men ikke behøver at være det. Det bruges ofte som en fællesbetegnelse for antikveret kalksten, marmor eller travertin. Bearbejdningen af stenen (tumlet overflade og kanter) skaber et bevidst brugt udseende for at give fliserne eller pladerne et antikt udseende. Middelhavsflair og en hyldest til antikke bygninger med natursten er det imponerende resultat af denne overfladebehandling. Fliser i antik marmor er særligt velegnede til en rustik eller middelhavsinspireret bolig med møbler i landlig stil.

Travertin betyder "sten fra Tivoli" og er en kalksten med udprægede poreegenskaber. For at sige det lidt mere præcist: Det er en tydeligt lagdelt kalksten i en lys, gullig, beige eller brun farve. Travertine Light er f.eks. en af de lyseste travertiner, mens Travertine Noce dækker det valnøddebrune farvespektrum, og Travertine Medium har farvenuancer i det mellembeige område.

Naturstenen, som udelukkende består af kalciumkarbonat, udfældes kemisk som kildekalk i ferskvandskilder, hvorfor den også kaldes "ferskvandskalk".De karakteristiske huller i stenens overflade kan spores tilbage til det faktum, at små plante- eller organiske partikler blev fanget i klippen under dens dannelse. Efter at de blev nedbrudt organisk, blev der efterladt hulrum, som kaldes porer. I travertin er dette ikke en defekt, men travertinens sande karakter. Det er dog muligt at fuge porerne i travertinen for at skabe en homogen gulvoverflade. Så er gulvet lettere at rengøre. Nogle husejere vælger dog at lade porerne være åbne for at fremhæve travertinens naturlige karakter.