Porfyr
Den fascinerende "saksiske marmor"
Bourgogne, rødlig orange, violet og endda den lilla farve, der har givet den sit navn - den vulkanske porfyr har et imponerende, levende udvalg af farver. Her kan du finde ud af præcis, hvad denne natursten er, hvor den kommer fra, hvordan den dannes, og hvor den bruges.
Egenskaber ved porfyr
Som mange andre natursten er porfyr kendetegnet ved at være frostbestandig, slidstærk og modstandsdygtig over for tøsalt, og derfor bruges den ofte som terrasseplader til udendørsarealer. Porfyr kan poleres, hvilket yderligere fremhæver dens karakteristiske farve.
Virkning og brug
For få år siden var det stadig meget efterspurgt som naturstensfliser og terrasseplader, men nu er det mere sandsynligt, at man finder det som bordplade i køkkenet eller i byggematerialeindustrien som grus og skærver. Selv i det gamle Egypten var det et yndet materiale til buster, statuer og repræsentative inskriptioner og gravsten.
For geologi-nørder: Oprindelse
Porfyr er faktisk ikke en type natursten, men en samlet betegnelse for vulkanske bjergarter af vulkansk oprindelse.
Porfyr dannes i flere faser. Såkaldte tidlige krystaller (f.eks. feldspat og kvarts) krystalliserer ud af flydende sten i jordskorpen. Når magmaen når overfladen, afkøles den hurtigt på grund af omgivelsernes temperatur og størkner. Som en finkornet matrix dannes der nye krystaller omkring eksisterende krystaller, som tilsammen udgør klippestrukturen.
Bjergartsdannelse kan også finde sted helt inde i jorden. Også her danner mineralerne mikroskopisk små krystaller, som kaldes grundmassen. Jo hurtigere den afkøles, jo mere finkornet bliver den. De krystaller, der kan ses med det blotte øje (som regel et par millimeter store), kaldes kugler.
Er al porfyr så ens? Ikke helt: Man skelner generelt mellem kvartsfattige og kvartsrige bjergarter. I sidstnævnte er der kvartskrystaller ud over feldspat.
Udtrykket kvartsporfyr er nu forældet for denne type porfyr. Den korrekte nuværende betegnelse for denne bjergart er rhyolit og understreger dens vulkanske oprindelse.
Hvor kommer porfyr fra?
"De saksiske kongers sten" er over 280 millioner år gammel og er blevet brugt over hele verden i over 3.000 år til at fremstille hverdagsgenstande og kunstneriske værker. Denne natursten, der også er kendt som saksisk marmor, er blevet brudt i over 1.000 år.
De største forekomster i Tyskland findes i regionen Sachsen: Området Thüringer Wald, det nordvestlige Sachsen, Halle an der Saale, Erzgebirge og Fichtelgebirge.
I Europa findes der også porfyr i Bolzano-regionen (Sydtyrol), Norge, Sverige og Polen. På verdensplan er der et eller to større stenbrud i Tanzania, Indonesien, Kina, Australien, Sydamerika, Canada og USA.
Alternativer til porfyr
For nogle år siden var porfyr særligt populært som terrasseplader (især som dynamisk lagte polygonale plader), men i dag er denne natursten ikke længere i høj kurs. Naturstensverdenen byder dog på alternativer, der har lignende egenskaber og er mere i tråd med tidens trends og tidsånd.
Den vulkanske sten basalt er robust, populær, men dyrere. Modstandsdygtige granitplader er også i konstant efterspørgsel til udendørsarealer, og disse plader har mange fans, især i trendfarven grå.
Tilsvarende farverige, men med en meget blødere stenstruktur, er sandstensplader som Yellow Mint-sandsten i sommerens solskinsfarver et harmonisk alternativ.
